Corona dagbog fra Riga

For en masse mennesker i hele verdenen har de senere måneder medført massive forandringer i deres hverdag pga. COVID-19 Lock Down.
Vi endte alle på forskellig vis i COVID-19 sumpen og hverdagen blev forandret, men hvad skete der så egentlig for den enkelte, hvad virkede og hvad virkede ikke …? 

Med udgangspunkt i hvordan COVID-19 ramte mig og min, dagligdag,  vil jeg opfordre jer til at skrive et par ord om hvordan jeres liv blev påvirket/er påvirket.

Lidt om min situation: 
Jeg er ny startet, selvstændig konsulent fra 2019 med flere års erfaring som ansat i og konsulent fra Life science industrien og har i dag firma i Danmark. Jeg bor til daglig i den centrale del af Riga, Letland, sammen med min mand og en perserkat i en stor lejlighed, fordi min mand er expatrieret til Letland for Forsvaret i de næste 3-4 år. 
Jeg er således afhængig af åbne grænser for at kunne arbejde i mit firma og rejse ud I verdenen til mine kunder.

Da Lock Down ramte, var jeg i Danmark for at arbejde og have møder med kunder. Midt på motorvejen d. 12./3-.2020 fik jeg besked om fra Riga at Letland nu så hele verdenen som “rød” – DK inklusive – så hvis jeg tog tilbage fredag morgen d. 13/3 som planlagt, hvor det d. 11/3 om aftenen blev proklameret at DK skulle lukke ned fra 13/3 kl. 12….ja, så skulle jeg gå direkte i karantæne på et hospital i 14 dage ved ankomsten. 
Not funny, da mit lettiske ikke er værd at skrive hjem om, og mit russiske sprog er yderst fragmenteret, så jeg besluttede meget hurtigt at forblive i Danmark og undgå den oplevelse. ”Det hele virker lidt over reageret”, tænkte jeg, “men situationen er vel forbedret om 4 uger”, og jeg havde alligevel planlagt at tage retur til DK i påskeferien. De kontrakter, som jeg havde forhandlet om i ugens løb, var nu en saga blot, og audits og inspektioner ville ikke lige blive gennemført – nå ,pyt med det!

Hvad så efterfølgende? Jo, jeg måtte lige få flyttet min flyrejse – og det tog kun 1-2 timer i telefonen, da en masse AirBaltic kunder havde samme dagsorden. Derpå skulle der handles ind. Der manglede bare toiletpapir, køkkenruller, friske varer, fryse varer, dåsemad samt gær på hylderne i Supermarkedet… så det mindede ret så meget om butikkerne i øst Europa før murens fald i 80`rne, men jeg fik dog de fleste ting jkøbt ind og beredte mig så på Lock Down.

Lørdag frokost d. 14/3 begyndte jeg at blive små skidt. Jeg frøs, følte mig slatten og træt/ slap og der voksede ligesom en stor klump i halsen. Jeg blev hæs, men jeg havde ikke ondt nogen steder og var ikke snottet. Jeg var træt, og benene var gummiagtige så jeg endte med at sove på sofaen om eftermiddagen.
Lørdag aften fik jeg feber – omkring 38,5 – begyndte at hoste lidt og gik til sengs. Søndag morgen var temperaturen steget til 39,3 og nu hostede jeg ret så meget. Sådan fortsatte det hele dagen søndag. Mandag hostede jeg mere, blev nemt stakåndet og temperaturen var uændret 39,3…av, kan det mon være Corona`n? Der havde været mange, som hostede på færgen fra Klaipeda til Karlshamn og inkubationstiden kunne godt passe. Jeg ringede sidst på dagen til vagtlægen, efter kraftig opfordring fra manden, som fortsat sad i Riga, men jeg kunne ikke blive Corona testet, da jeg langtfra var syg nok til det. Jeg fik at vide af vagtlægen at det enten ville blive bedre torsdag- fredag (6.-7. døgn efter de første symptomer) eller så ville jeg blive mere syg og gå i fase II, og så skulle jeg kontakte dem igen. …nå, tak for kaffe – men skidt …der er en god grund til at jeg sjældent bruge tid på at gå til læge! 
Jeg blev heldigvis bedre i løbet af fredag d. 20/3 og mandag var jeg klar til at gå lidt udenfor i haven igen, selvom der gik et par uger inden jeg blev klar til andet end at hænge ud i solen- og jeg ved fortsat ikke om det var Corona’ n, der ramte.

I forbindelse med alt dette I DK,  besluttede manden sig nu for at tage katten under armen og drage til DK i bil for at arbejde derfra stedet. Jeg var syg i DK og Forsvaret skulle alligevel i Lock Down i Letland, og grænserne over hele Europa var ved at lukke, så det virkede fornuftigt. Han fik en billet via Ventspils til Sverige tirsdag aften, men den blev aflyst næsten inden den var fremsendt, da Letland endte med at stoppe ALT trafik inkl. færger, busser, fly, toge etc.  Han fik så en billet fra Klaipeda i Litauen onsdag aften kl 21, men var grænsen åben? Han rejste på en NATO travel order, og måtte køre 120 km’s omvej for at nå frem til færgen udover de sædvanlige 310 km, da den normale motorvejs overgang var lukket, men kom dog igennem og nåede færgen til Sverige….så langt så godt efter nogle dages uvished.

Efter d. 20/3 havde vi næsten 2 måneder i Danmark – mere eller mindre som alle andre. 
Vi arbejdede som alle andre hjemmefra i det omfang, hvor arbejde var muligt og ikke krævede tilstedeværelse. Alt arbejde kørte via en solid fiberforbindelse. Vi anvendte flere telefoner på samme tid, da der blev talt meget med kollegaer/ kunder, venner og familie rundt omkring i verdenen. Arbejdsmæssigt afholdte jeg Skype møder, underviste som klasse eller direkte skærm undervisning i MS Teams, i andre tilfælde som PowerPoint undervisning i Skype. Begge dele fungerede fint og trænings certifikater blev underskrevet via DocuSign eller Acrobat eller blev ændret til screen dump fra MS Teams/Skype med præsentationen vedlagt, og den enkelte deltager fik det i sin træningsmappe.

Hjemmearbejde var for mig effektivt, da der ikke var distraktioner i form af folk, der ønskede sparring, små forstyrrelser eller sociale behov, der skulle dækkes.

Socialt havde vi drinks aftener via Facetime/Skype med venner i andre dele af DK, i Riga og i Beirut, der osse var i Lock Down og for sidstnævnte by´ vedkommende var situationen langt værre end hos os, fordi der var/er regulært udgangsforbud visse dele af døgnet i Beirut.

Hvad virkede/ virkede ikke? 
Undervejs virkede det rigtig godt at vi havde mere tid i daglig dagen og fik sovet bedre og mere, ligesom vi havde bedre tid til at cykle 25-40 km 3-4 gange om ugen over et par timer. Vi talte faktisk osse mere sammen. uha da da ..og lavede mere varieret mad. Jeg havde en generel følelse af at være mere effektiv på alle måder, fordi der ikke var så meget transport.

De mindre positive konsekvenser var manglen på fysisk samvær med folk udenfor husstanden, herunder aflysning af planlagte fester, spontaniteten i tage ud og spise frokost, køre et sted hen og spise en is, eller have middage med vennerne, samt afstanden til alt og alle. Især det faktum, at det simpelthen ikke gik at se en del af familien i Jylland pga. høj risiko for alvorlig følgesygdom ved evt. COVID-19 infektion, har været og er forsat træls, så også i den sammenhæng var face time flittigt i brug.

Lige nu er vi i karantæne i 14 dage her i Riga efter at have rejst retur til Letland – og det er kedeligere her, fordi vi slet ikke må gå ud eller have fysisk kontakt til omverdenen. Indkøb klares som i Danmark via nettet med levering dagen efter.

Det står dog klart for mig at den daglige transport ind til et arbejdssted er massivt spild af både arbejds- og fritid, generelle ressourcer i form af lokaler/ faciliteter/ veje- og transport ressourcer, og alt dette har faktisk en stor og uhensigtsmæssig miljøpåvirkning.

Det faktiske og fysiske arbejdssted vil nok fortsat være her en tid endnu, fordi mange vil savne at se kollegaerne, holde møder ansigt til ansigt, det sociale islæt m.m, men fravær af et fastlagt fysisk arbejdssted er helt sikkert en god måde at reducere omkostningerne på.
Den største forhindring for forsat mere hjemmearbejde ligger i vanetænkning, IT infra struktur problemer i form af dårlig hastighed og sikkerhed, manglende selvledelse, og stive hjemmearbejdsmiljø regler i bredeste forstand. Hos såvel firmaerne som fagforeningerne. Som selvstændig er det heldigvis noget, som jeg kan påvirke i positiv retning – og især i disse tider er jeg utrolig glad for at jeg ikke er underlagt nogle firma bestemmelser om at skulle være et bestemt sted,

Lad os vide hvordan du oplevede det.…?   

Hilsener fra Riga  – vh Inger Drengsgaard, Ejer og Konsulent – Ways2Compliance