Brexit refleksioner version 4, af Inger Drengsgaard  

De britiske vælgere har mistet troen på Brexit, skriver The Guardian. Over 60 procent mener, det
er gået værre end ventet, viser en måling fra instituttet Opinium. Over 40 procent af dem, der
stemte landet ud af EU, synes, det er gået skidt. Og over 80 procent af dem, der stemte imod, er
enige.
Både i britiske Financial Times og i amerikanske CNN stinker ordet Brexit af nederlag. Det er både
de kedelige statistikker om økonomien og Boris Johnsons katastrofale personlige nedtur 2021
igennem, der slår igennem.
Ifølge The Economist venter regeringens egen økonomiske tænketank Office of Budget
Responsibility, at produktiviteten i erhvervslivet generelt falder 4 procent.
Mens eurozonen producerede over 6 procent mere og USA over 10 procent mere end i 2016, så
faldt tallene med næsten 4 procent i Storbritannien, skriver Financial Times. (alt det foranstående
kan findes
her https://nyheder.tv2.dk/udland/2021-12-31-boris-johnson-forbyder-brexit-ordet-stinker-af-nederla
g
Tjah … Britiske vælgere kan da ikke påstå at det er helt ny viden for dem at det kunne ende ud på
denne måde. De var da blevet advaret fra ind-og udland som intet land tidligere i historien om de
potentielle økonomiske og praktiske konsekvenser af at forlade EU – selvom deres egen Baron von
Münchhausen aka Boris Johnson nok så meget fortalte sine typiske usande historier om en
fremtid, der var for god til at være sand.
For vores industri og for britiske producenter og importører af human medicin er der nu nye regler
og opgaver på vej – og alt sammen noget, der sammen med nye toldregler vil øge
omkostningsniveauet – se
https://ec.europa.eu/commission/presscorner/api/files/document/print/en/qanda_21_6912/QANDA
_21_6912_EN.pdf
Skal man have ondt af Britisk erhvervsliv? Det kan man jo godt have, men over tid ligger det nok
ikke lige for – og nu er selve ordet “Brexit” blevet forbudt af tankepolitiet i det Orwelske ministerium
i nr. 10, Downing street, fordi det stinker af “nederlag” – så der er altså intet nyt under solen – og
hvad så?
Ja, for nuværende er der handelsmæssigt kun en lang træls vej fremad under et WTO set up for
Storbritannien.
De af Brexiteers lovede og for Storbritannien fordelagtige handelsaftaler har jo vist sig sværere at
hive hjem end man troede. En del Brexiteers har søgt ophold udenfor Storbritannien i Caribien, og
andre har fået EU pas på kontinentet, så de kan undgå konsekvenserne på egen levned.
For Boris Johnson personligt har det så faktisk vist sig at være rigtig “heldigt” at Putin ikke kunne
styre sig og viste verdenen sit sande ansigt i forbindelse med invasionen af Ukraine.
Rollen som global hardcore statsmand klarer han lidt bedre end sit hjemlands problemer, og det
kan være at det for en tid forhindrer den deroute – hvor Johnson pludselig var begyndt at se ud
som en taber.
I denne uge har Boris Johnson været på diplomatiske frierfødder til Saudi-Arabien/ Mellemøsten
for at få øget olie outputtet i håb om at få afhængigheden af russisk olie og gas mindsket i vesten.
Hvorvidt det vil lykkes, er det endnu for tidligt at vurdere. Dog er det blevet tydeligt for enhver
europæer og brite at infrastruktur som energiforsyning, datasikkerhed og transport er en væsentlig
del af den nye sikkerheds situation i Europa i såvel EU som NATO-regi.
En situation hvor det britiske NATO-bidrag kan vise sig at være ret så væsentlig for Europa – men
samtidig en situation, hvor Briterne på den anden side står udenfor indflydelse på EU-beslutninger
og sanktioner, der igen kan have stor indflydelse på energipriserne i Europa – og Storbritannien
har ikke længere direkte adgang til EU-lagrene af fossile brændstoffer. Det er og vil blive dyrt for
forbrugerne i Storbritannien.
Lad os håbe at Europas fælles ydre fjende vil få både EU og Storbritannien til at tage de
pragmatiske briller på når der skal findes fremtidige (handels) aftaler.
Den verden som var baggrunden for Storbritanniens udmeldelse af EU i 2016, eksisterer ikke
længere og kommer ikke tilbage.
De skal leve op til EUs krav, hvis de vil sælge varer og ydelser i EU, og være i konkurrence med
andre 3. verdens lande samtidig med at både den økonomiske og den sikkerhedspolitiske situation
for dem er væsentlig anderledes end ved udgangspunktet i 2016.
Spørgsmålet er om Briterne overhovedet har råd til at stå udenfor – så der måske vil komme en
regering, der bringer sig til magten på det grundlag at ville forsøge at omgøre beslutningen?