Archive for month: marts, 2021

Af Christian Stage, Stage One Computing A/S

Selvom vi nu i mange årtier har haft computere til hjælp, og har forsøgt at bevæge os hen imod et på alle måder digitalt samfund, halter det alligevel på enkelte områder. Her iblandt indenfor farmaceutisk produktion. Faktisk overraskes man lejlighedsvis over hvordan mange manuelle arbejdsgange er på en ”moderne” medicinalvirksomhed, selv i en anno 2021 verden med e-Boks, NemID og mobiltelefoner med internetforbindelse 24 timer i døgnet.

For nylig kom jeg så forbi et QC-lab hos en af vores kunder. Det er der i sig selv ikke noget hverken nyt eller mærkeligt i, men eftersom det er en stund siden jeg har været på besøg netop dér, tænkte jeg at der nok var noget der havde ændret sig siden sidst jeg var på besøg … det var der ikke.

På et bord stod 8 ens prøveapparater. Under bordet stod 8 laserprintere af 2 forskellige mærker, i alt 3 forskellige modeller. Prøveapparaterne var indkøbt over 3 omgange, og hver gang man indkøbte identiske prøveapparater, var netop den sidst benyttede model af laserprinter udgået, hvilket førte til de mange forskellige modeller. Konsekvensen er naturligvis at der føres farvepatroner til alle 3 modeller på lager.

Et af vores myndighedskrav er jo at vi ”ikke må teste os til kvalitet”, og man skal således kunne dokumentere – i princippet i hvert fald – at man ikke har smidt prøveresultater ud. Derfor lå der i hver af de 3 printere en stak hvidt papir, der individuelt havde et stempel med et unikt nummer og en krusedulle (altså en signatur). Man kan således redegøre – i teorien i hvert fald – for samtlige udskrifter foretaget fra det pågældende prøveapparat.

< På bordet bagved stod et andet stykke testudstyr >

Medens vi stod og beundrede den lange række af laserprintere i forskellige modeller, kom der en forbi og skulle afveje noget på denne vægt. Afvejningsresultatet kom ud på den tilsluttede termoprinter. Termoprintet blev straks clipset på et stykke A4-papir, hvorefter resultatet blev skrevet af i hånden. Ved siden af det på-clipsede termoprint.

Denne fremgangsmåde er ikke så helt tosset (selvom det i en digital tidsalder lyder langt ude), fordi termoprint er som vi ved fra bagerkvitteringen der har ligget i bilen en varm sommerdag, ikke er ret langtidsholdbare.

Det næste der skete sætter måske alligevel sagen lidt på spidsen, fordi vedkommende kom hen til den person jeg talte med, for at få kvitteret for afskriftens korrekthed, det var nemlig en vigtig prøve der skulle behandles straks.

Personen der havde taget prøven, tog straks den underskrevne seddel, og fotokopierede den, clipsede fotokopien på det overtegnede stykke papir, for så at sætte sig hen til LIMS systemet og tastede resultatet ind. Herefter måtte min kontaktperson igen kontrollere at det var de rette data der var tastet ind, og kvittere med en elektronisk signatur i LIMS systemet. Herefter endte printet med de håndskrevne tilføjelser i en mappe der skulle til arkivet bagefter.

Uh hvor det kriblede i fingrene på sådan en gammel IT-nørd som mig!

< … og hvad koster dét så? >

Jeg kender hverken den præcise pris på de arbejdsgange der går til at benytte og vedligeholde de mange laserprintere. Ej heller kender jeg prisen på håndteringen af et enkelt termoprint i den pågældende virksomhed, men jeg kan nok regne ud at det er dyrt!

Oven i den umiddelbare håndteringspris skal vi tilføje levetidsprisen. Laboratoriedokumentation har typisk en lang levetid, og dokumentet skal opbevares i et adgangskontrolleret område med temperatur- og fugtighedsovervågning. Dokumentet skal desuden indekseres, da det skal kunne findes frem indenfor en kop kaffes tid (for ellers eksisterer det jo nok ikke) – Måske mit ordvalg ”dyrt” ikke er helt tilstrækkeligt dækkende?

< Hvad gør de andre steder? >

Jeg tror det er på tide at vi alle tager et skridt tilbage og kigger på den måde vi arbejder i medicinalindustrien, og prøver at sammenligne den med processer der findes i andre brancher. Et af de eksempler jeg altid kommer til at tænke på i denne sammenhæng når jeg køber ind i supermarkedet.

Når jeg har proppet alle mine varer i mit medbragte indkøbsnet, og scannet dem undervejs, kommer jeg til sidst til udgangen. Her kan jeg gå igennem en sluse, hvor jeg scanner en QR-kode, og kan gå direkte ud af butikken. Min kvittering kommer omgående i den app jeg også benytter til at scanne mine varer med. Yderligere har min bank en tegnebogsapp, så millisekunder efter jeg er gået ud af butikken og pengene automatisk er trukket på min konto, kommer en kvittering i min elektroniske tegnebog på min telefon, som den har samtidig gættet formålet med mit indkøb og summeret det til kategorien ”madvareindkøb i indeværende måned”.

Selvom jeg godt ved at mit lokale supermarked har en stor omsætning, ved jeg, at det er marginaler de tjener på varerne. En af mine venner er brugsuddeler og fortalte at 80% af deres totale fortjeneste i 2019 var salg af plasticbæreposer.

Hvis jeg skal drage en hurtig konklusion, tjener medicinalvirksomheder netop så mange penge at den arbejdsgang jeg har beskrevet ovenfor, ikke betyder noget. Det er ikke en kritik, men tænk engang hvis man frigjorde de midler et termoprint bruger til udviklings- og forskningsformål i stedet: Gør som detailhandlen, tænk på omkostningerne og ”go digital” …